De
første ferier i udlandet
Den første gang jeg sammen med min lillebror John skulle til udlandet på
ferie, så blev det med Jørgensens Rejser, der lå i Jernbanegade ved siden af
Stormagasinet Anva, overfor Cirkusbygningen. Jørgensens Rejser var et bureau
i den pænere ende, men som mest appellerede til det modne publikum erfarede
vi, men desværre først efter ankomsten til Maderno ved Gardasøen.
Hotellet var et pænt men ældre, ejet af et ungt ægtepar, der gjorde hvad de
kunne for at man skulle føle sig godt tilpas. Vi fik et værelse i den del af
hotellet der mindede om et tårn, med udsigt over søen og den lille plads
foran hotellet, så det kunne der ikke klages på. Men for to unge mennesker
der havde taget det store spring ud i verden, var her sku’ en tand for
roligt. Og for to unge Fynboer var italienernes spisevaner mærkelige, tænk
der var en restaurant der lå helt nede ved søen, der som speciale serverede
nogle kager med sild og ost på. Det var ikke noget der fristede os, det var
før det var rygtedes til Danmark at der var noget der hed Pizza.
Sommerferie på Mallorca
Efter den tur blev vi enige om, at
det godt måtte være en smule vildere uden at det gjorde noget. Så den næste
tur gik til det berygtede Mallorca, men med Tjæreborg præsten, så var vi
sikre på at der var grænser for vildskaben, og troede at guiderne var til
for at passe på os, som de bonderøve vi stadig var. Hotellet hed Casa Verde,
og lå i Tereno lidt udenfor Palma, det var ikke særligt stort men nybygget,
og ejet af en familie der bortset fra en tjener også udgjorde hele
personalestaben. Hotellet lå ved en vej der efter danske forhold ville få
betegnelsen ”Markvej”, eftersom den endnu ikke havde set skyggen af asfalt,
så når vi iført lysegrå bukser og blå blazere med hvide nylon skjorter,
stribede slips og blankpudsede sorte sko, begav os de 150 m til den
asfalterede vej, så var skoene efter nogle få meter ikke længere så
nypudsede at det gjorde noget. På jagt efter det vilde natteliv, satte vi
kursen mod Palma, men blot efter nogle få meter, mødte vi nogle højrøstede
englændere, som tydeligt nok havde været i nærheden af noget af det vi
søgte. Så da vi kun skulle være der i 8 dage, besluttede vi at tiden var for
kostbar til selv at rende rundt og lede, når man kunne spørge sig for. Som
tænkt så gjort, englænderne var på vej hjem, men da de hørte vi kom fra
Danmark, og at det var vores første aften på øen, så ville deres hjælpsomhed
ingen ende tage, og efter at de i kor havde prøvet på at guide os til en
lille restaurant der hed Ankara, besluttede de at de hellere måtte følge os.
Det blev starten til 8 uforglemmelige dage. Inden vi skiltes midt på natten,
blev vi inviteret til et fødselsdagsparty den næste dag, og da de hørte at
vi ikke havde swimmingpool på vores hotel, blev vi anmodet om at komme over
på deres hotel Majorica når vi vågnede. Det skulle de ikke sige to gange, så
næste dag mødte vi friske, sådan da, op ved poolen, og mødte nogle
englændere der hvis de ikke de var blege i forvejen, så havde natten sat
sine spor på dem. Vi var spændte på om de nu også mente gårsdagens
invitationer alvorligt, og besluttede os for at nærme dem med forsigtighed,
men vores betænkelighed blev straks gjort til skamme, for er der noget en
englænder har sagt, så står han ved det, selv om han aldrig har været så
overrislet. Dårligt nok var vi kommet inden for synsvidde, før der blev
viftet med arme og ben efter os, unægtelig en rar velkomst, og selv om
klokken kun var lidt over ti, blev der viftet efter tjeneren fra
bassinkanten, og to store Gin og Lemond blev bestilt til os, og så var
festen i gang igen. Aftenens fødselsdagsparty skulle holdes på den lille
restaurant Ankara som viste sig at være deres stamværtshus. Her havde de
aftalt med værten at de selv kom med velkomstdrinken, hvilket han fik nogle
proppenge for, og så skulle han sørge for maden. Velkomstdrinken var spansk
Champagne, i dag kendt som Cava, og der var ikke sparet på den skulle jeg
hilse og sige, omtrent en flaske per mand. Det hele startede i et sandt
festfyrværkeri af propper der sprang om ørene på os, og ramte loftet med et
drøn, mirakuløst nok uden at ramme lokalets belysning, som var en tæt række
af lysstofrør, der bestemt ikke ville have kunnet klare en fuldtræffer. Men
festen var skudt i gang og fortsatte til et godt stykke over midnat for de
fleste. Men vi var nogle der syntes natten var for ung til at tage hjem
endnu, og fortsatte på natklub. Og næste dag startede som den forrige, og
sådan sluttede den også. Når vi ikke var sammen med vore nye engelske
venner var vi på ture med Tjæreborg, for noget kultur syntes vi, at vi var
nødt til at opsøge. En af turene startede tidligt om morgenen, ikke lige det
bedste tidspunkt for nogen natteravne der ikke havde fået for lidt af de
store Gin og Lemond. Det bedste middel til at få tømmermændene i ro på, er
at sove dem væk eller holde dem i ave med et par genstande. Men selv om
turen bød på Grisefest, så var der ikke udskænkning i bussen på vej til
første kulturelle islæt, som bestod af et besøg på en lædervarefabrik, jo
man forstod sandelig at få den lokale produktion afsat til halvfulde
turister. Men på denne dag var læderproduktion ikke lige det der fristede,
så hver gang vi øjnede en stol, var der en kamp om at komme til at sidde
ned, og kæmpe med at holde mundvandet indenbords. Aldrig havde vi troet at
læderproduktion kunne være så problematisk. Men efter at have stået
strabadserne igennem nåede vi til turens højdepunkt, helstegt pattegris med
rødvin ad libitum. Nu skulle det gøre godt at få noget at spise og drikke.
Men ak, blot ved lugten af stegt flæsk, vældede minderne op i os fra de
gange vi derhjemme havde ligget oppe i vores værelse og kæmpet søndag morgen
med lørdagens alkohols forgiftning, og vores far var kommet op for at se om
der var liv i os. Han havde medbragt nogle øller som han som han klirrede
med, han mente at vi måtte være tørstige, samtidig med at han fortalte, at
det skulle være godt med et stykke fedt flæsk i en uld snor, flæsket skulle
synkes og så trækkes op igen med uld snoren, det skulle være godt mod
tømmermænd forsikrede han os om. Og straks måtte vi ud og stå på hovedet, og
ganske rigtigt det hjalp for en stund. Men det var ikke lige den slags
tanker der var brug for i indeværende situation. Rejseselskabet blev bænket
ved et langt bord midt i lokalet, men alene tanken om, at blive klemt inde,
fik det til at rumle fælt i maven. I stedet fik vi lov til at sidde ved
nogle amerikanske damer, der havde slået sig ned ved et bord i nærheden af
nogle store vinfade i siden af lokalet. Meget bekvemt for det var fra disse
fade vinen blev tappet på kander til det øvrige selskab, og da der var vin a
libitum kunne vi forsyne os selv, hvilket vi benyttede os flittigt af, og
delte gavmildt ud til vores amerikanske borddamer, som ikke var med på samme
favorable ordning. Den helstegte pattegris blev båret ind, men alene synet
af det halvstegte fede flæsk var nok til at mundvandet begyndte at stige. Så
jeg fraskrev mig pattegrisen, men tjeneren var meget venlig og foreslog, at
jeg kunne komme med ud i køkkenet, så kunne jeg vælge hvad jeg havde lyst
til. Taknemmelig fulgte jeg med ham, men hvis appetitten ikke havde været
voldsom stor, så forsvandt den sidste rest, ved synet af nogle forstegte
pattegrise der lå flækket på det nøgne køkkengulv. En kok skar nogle stykker
af dem og smed op på en stor pande med kogende olie. Fra en lignende pande
læssede en anden kok, stykker af pattegris der var brændende varme, over på
nogle tallerkner som en tjener stod parat med. Og så ind til de
pattegrishungrende turister, der intetanende om køkkenets hygiejniske
standart kastede sig over fedtklumperne. Bare noget salat skyndte jeg mig at
sige til den flinke tjener, hvorefter jeg endnu mere bleg indtog min plads
ved vinfadene. Tjeneren kom med min salat, som de to middel aldrende
amerikanske damer mente, var alt for lidt til en ung mand som mig, og
foreslog tjeneren en ret de syntes var god. Men da tjeneren dukkede op med
specialiteten, viste det sig at være det yderste lag af pattegrisen, noget
levret gummiagtig skind, der hvis det havde fået en time i en varm ovn måske
var blevet til flæskesvær. Efter at den ulykkelige tjener var draget af med
specialiteten gik jeg ombord i salaten, som jeg skyllede ned med vinen fra
de store fade, og langsomt begyndte kuløren i mit ansigt at vende tilbage
til det normale, og medens det øvrige selskab blev mere og mere berusede,
oplevede jeg det modsatte. Jo grisefest er skam en oplevelse, men måske skal
man være ædru fra begyndelsen?
Vinterferie på Mallorca
Nu havde vi endelig fundet et sted hvor der var liv og glade dage, så
hvorfor ikke tage derned om vinteren, hvor der var koldt og kedeligt i
Danmark.
Som tænkt så gjort, så vel ankommen til den
skønne ø, drog vi tidligt om morgenen, eller måske var det lidt op af
formiddagen, men inden middag, af sted på eventyr iført jakkesæt og hvide PP-skjorter. Det var den slags der var lavet af 100% nylon, lige til at vaske i
en håndvask og hænge på en bøjle på altanen, så var de tørre på et par
timer. Meget praktisk for et par ungkarle som havde andet for end at stryge
skjorter. Vi skulle først og fremmest
finde en forretning der solgte Pernod i 1 liters flasker, for min bror havde
den tro, at tolderne ikke kunne se forskel på den lovlige ¾ liters flaske og
sådan en, og i modsat tilfælde mente han at de lod ham slippe med en
advarsel. Så for at turen skulle blive en succes skulle vi have de vigtigste
indkøb klaret fra begyndelsen, så vi kunne hellige os jagten på det modsatte
køn resten af tiden.
Men vi var ikke nået langt hen af gaden før vi måtte af med jakkerne, den
spanske sol og vores PP-skjorter var en dårlig kombination, og jakken gjorde
det ikke bedre. Med jakken over skulderen søgte vi ly for solen i den første
og bedste bar vi mødte, lige om hjørnet fra hotellet. Og minsandten om ikke
lykken også var med os, for hvad stod der på hylderne i baren, flere flasker Pernod af den ønskede størrelse. Efter at vi havde smagt på dem og sikret os
at de smagte som de skulle, for vi havde nemlig hørt, at man på disse kanter
kunne finde på at lave kopier af de originale mærker, bestilte min bror 2
flasker som vi ville afhente senere. Opstemte tydelig mærket af
prøvesmagningen drog vi videre på eventyr efter næste punkt på ønskesedlen
nogle señoritas. Men her søndag i kirketiden var det ikke så let som det
første, men efter en herlig dag med besøg på flere forskellige barer, kom vi
trætte hjem til hotellet for at indtage det aftenmåltid som var med i
prisen. Og om ikke heldet endnu engang tilsmilede os, for hvad sad der ved
bordet lige ved siden af? Et par danske skønheder, som jo heller ikke så
ringere ud efter vores smagning på de våde varer. Godt nok var vi kommet til señoritaernes land, men derfor behøver man da ikke, at lade sådan et par
nordiske skønheder gå løse og ubeskyttede, blandt de frække spanske mænd, og
da den ene tilmed hed Rita, så smage det da lidt af fugl. Så
vi blev enige om at dem måtte vi hellere tage os af, så ridderlige, ikke at
forveksle med liderlige, som vi var. Men de var jo nok kommet til øen i
samme ærinde som os, lige bortset fra Pernoden, men med modsatte fortegn. Så
nu gjaldt det om at gøre vores hoser grønne hos dem, så en flaske af den
spanske champagne Cava, blev bestilt til maden, og næste dag og næste dag
igen det samme. Nu syntes vi at det
var på tide at invitere pigerne som
tydeligvis var blevet interesseret i sådan et par der væltede sig i
boblevand, på et glas og planen virkede. Pigerne flyttede over til os resten
af tiden, men nu kunne vi jo ikke begynde at slække på standarden, så vi var
begyndt at tælle hvor meget likvid kapital vi havde tilbage. Vi skulle jo
også have dem med i byen, ellers var det jo spildte dråber. Nu fungerede det
sådan, at vinen kom fra baren og blev serveret af den søde ældre bartender,
der herskede her, så efter hvert måltidet tog vi altid en drink i baren, som
vi skiftedes til at betale, for at støtte ham, som var en hyggelig fætter,
som vi kommunikerede med i en blanding af engelsk, som min bror beherskede,
og fingersprog som jeg var god til. Men for at være sikker på, at vi havde
penge nok til at betale for den vin vi havde drukket ved bordet, ville vi
gerne vide hvad vi skyldte, og da vinen kom fra baren så måtte bartenderen
være den rette at spørge, mente vi. Bartenderen var ikke helt med på hvad vi
mente, selvom vi brugte alle vores talenter. Men så fik min bror den geniale
ide at pege på den pind som bartenderen satte foran os og brugte til at
sætte kasseboner på hver gang man bestilte en drink. Det hjalp, bartenderen
lyste glad og spurgte hvor mange vi mente. Cuatro sagde vi stolte, for så
meget spansk havde vi allerede lært, ”mañana” sagde han. Vi blev enige om at
han ikke havde tid i dag til at gøre vor regning klar og at han nok plejede
at vente til afrejsen. Og ganske rigtig næste dag spurgte vi igen, og igen
lød svaret ”mañana”. Sidste aften efter at vi have holdt igen med udgifterne
for at kunne betale den efterhånden store regning, som vi mente at vi havde
oparbejdet, kom forløsningens time.
Efter aftenmåltidet indtog vi vores pladser i baren, og straks herefter blev
der lagt en lille pakke foran min bror. Det er nok en lille gave vi får når
vi betaler regningen mente han, og da vi ikke havde set andre blive ligeså
begavet, steg vores frygt for, at regningen var af en anseelig størrelse. På
bartenderens forventningsfulde utryk kunne vi se, at han ventede på at han
skulle åbne gaven. Forsigtig løste bror John båndet og åbnede for pakken der
indeholdt fire små æsker, det var altså noget vi kunne dele blev vi klar
over, men hvad der var i, var vi meget spændte på at se, men underligt nok,
så det ud til at bartenderen var ligeså spændt, og han måtte da vide hvad de
små pakker indeholdt. I en fart fik John åbnet en af æskerne og fremdrog en
firkantet sort metal genstand med et hul i midten og et metalspyd med gevind
i den ene ende der passede til hullet i midten af den sorte metaltingest.
Pludselig gik det op for os at når man skruede spyddet fast blev det til en
af de pinde som bartenderen plejede at sætte kassebonerne på. Vi kunne se at
han forventede en anerkendelse for gaven, hvilket vi var klar over var
nødvendig, og roste den så godt vi kunne selv om det var svært at skjule
vores forbavselse. Han fortalte at han havde været inde i Palma for at købe
dem, og at han havde undret sig over at vi ikke kunne købe sådan nogle i
København.
Det gav vi ham ret i, og ville vide hvad vi
skyldte ham, det blev i Pesetas til
hvad der svarede til 40 danske kroner. Jamen vi skal jo også betale vores
regning prøvede vi igen at gøre ham forståeligt. Endelig var vi på
bølgelængde. I skylder jo ikke noget, det har I jo betalt her i baren hver
aften efter maden sammen med Jeres drink, kunne han afsløre. Det skabte en
lettere euforisk stemning hos os, og vi kunne nu begynde at se det morsomme
i situationen, tænk sagde jeg det var da godt, at du ikke havde peget på
kasseapparatet i stedet for den mere transport venlige pind, for så var fire
styk nok lige i overkanten af det vi kunne have med i flyet, for ikke at
tænke på at vores Pesetas nok heller ikke havde slået til. Men nu havde vi
pludselig rigelig med kapital til at være de galante pindsvin over for vores
erobringer, som nu heller ikke så, så værst ud selv i vores ædru tilstand.
Så den sidste dag skulle bruges til at tage afsked med nogle af de barer vi
i ugens løb havde besøgt. Sammen med skønhederne drog vi ud i byen, efter at
vi som sædvanlig, som det sig hør og bør, havde tjekket ud af hotellet ved
middagstid, selvom vi først skulle flyve sent på aftenen. Men efter et par
bar besøg syntes en af pigerne, at hun havde lyst til nogle pommes frites,
og hvad gør man ikke for at holde på sine erobringer, man finder en
restaurant, i dette tilfælde en indonesisk. Vi fik de ønskede pommes frites
og cuatro de cerveza, eller på dansk fire øl, men en af pigerne kunne godt
tænke sig lidt remoulade til hendes pommes frites. Ingen problem sagde min
bror, der efter at have studeret de mest anvendelige spanske gloser, ville
brillere overfor pigerne og kalde på servitricen på spansk.
"Caballo" kaldte han, men ingen servitrice kom springende, hun forstår nok
ikke spansk mente han, men ved nærmere sprog studie fandt vi senere ud af at
det betød hest. Og at han i stedet skulle have sagt camarera, så det var
ikke så sært at damen ikke kom springene. Men det lykkedes med en finger i
luften at få hidkaldt damen, og John bestilte ”remo-lade”. Servitricen så
ikke begejstret ud, men mente nok at hun kunne skaffe det. Der gik en rum
tid før hun glædestrålende vendte tilbage med en tallerken hvorpå der lå en
omelet, hun fortalte, at det ikke var noget de normalt lavede men hun havde
overtalt kokken. Vi takkede hende måske lige lovlig overstrømmende for
hendes heltedåd, ingen af os kunne nænne andet, og omeletten smagte
udmærket, så den kunne de såmænd godt sætte på menuen, gjorde vi hende
opmærksom på. Så hvis du skulle komme på en Indonesisk restaurant nær Palma
de Mallorca der serverer omelet, så ved du hvorfor. Vi fortsatte vores bar
tur, og nærmede os vores hotel, hvorfra vi skulle afhentes til hjemrejsen.
Her skylder jeg at fortælle at de 2 flasker Pernod som John bestilte på
baren den første dag, havde vi fundet og købt i en vinforretning, så nu var
det om at manøvrere uden om den bar, for 4 liter var lige i overkanten at
tage med hjem. Det var først da vi sad i baren at vi opdagede at vi lige
akkurat var havnet der, og at baren havde to indgange, en fra hver sin
parallel gade.
Vi slap af sted uden flaskerne, men med de to piger under armen, som var
kolleger hos skattevæsnet. Nu varer den slags ferieforelskelser sjældent
længere end til man sætter foden på dansk jord, men undtagelsesvis mødtes
jeg med den ene der hed Rita, som fortalte at hun faktisk boede sammen med
en der var lidt ældre end hende, men som hun havde svært ved af forlade. Så
jagten på den eneste ene fortsatte for mit vedkommende på hjemlig grund. Min
næste fødselsdag blev fejret i godt selskab med en ny erobring. Men
pludselig bankede det på døren, udenfor stod Rita, hun ville glæde mig på
min fødselsdag og fortælle, at hun nu var fri som fuglen. Det var lidt af et
dilemma for mig, og så på min fødselsdag, så hvis Rita skulle læse dette vil
jeg gerne sige undskyld til hende, men det er ikke altid man i situationen
er i stand til at gøre det rette valg. Men det lykkedes mig senere at finde
den rigtige ”eneste ene”, og som stadig er det efter mere end 40 år.
