Hit Counter
  Rejseoplevelser... mine første udenlandsferier.
Navne   Kalender   Stamtræ   Fotos   Nyheder   Forside

 

 

 

 

 

 

 

De første ferier i udlandet
Den første gang jeg sammen med min lillebror John skulle til udlandet på ferie, så blev det med Jørgensens Rejser, der lå i Jernbanegade ved siden af Stormagasinet Anva, overfor Cirkusbygningen. Jørgensens Rejser var et bureau i den pænere ende, men som mest appellerede til det modne publikum erfarede vi, men desværre først efter ankomsten til Maderno ved Gardasøen.
Hotellet var et pænt men ældre, ejet af et ungt ægtepar, der gjorde hvad de kunne for at man skulle føle sig godt tilpas. Vi fik et værelse i den del af hotellet der mindede om et tårn, med udsigt over søen og den lille plads foran hotellet, så det kunne der ikke klages på. Men for to unge mennesker der havde taget det store spring ud i verden, var her sku’ en tand for roligt. Og for to unge Fynboer var italienernes spisevaner mærkelige, tænk der var en restaurant der lå helt nede ved søen, der som speciale serverede nogle kager med sild og ost på. Det var ikke noget der fristede os, det var før det var rygtedes til Danmark at der var noget der hed Pizza.

Sommerferie på Mallorca
Efter den tur blev vi enige om, at det godt måtte være en smule vildere uden at det gjorde noget. Så den næste tur gik til det berygtede Mallorca, men med Tjæreborg præsten, så var vi sikre på at der var grænser for vildskaben, og troede at guiderne var til for at passe på os, som de bonderøve vi stadig var. Hotellet hed Casa Verde, og lå i Tereno lidt udenfor Palma, det var ikke særligt stort men nybygget, og ejet af en familie der bortset fra en tjener også udgjorde hele personalestaben. Hotellet lå ved en vej der efter danske forhold ville få betegnelsen ”Markvej”, eftersom den endnu ikke havde set skyggen af asfalt, så når vi iført lysegrå bukser og blå blazere med hvide nylon skjorter, stribede slips og blankpudsede sorte sko, begav os de 150 m til den asfalterede vej, så var skoene efter nogle få meter ikke længere så nypudsede at det gjorde noget. På jagt efter det vilde natteliv, satte vi kursen mod Palma, men blot efter nogle få meter, mødte vi nogle højrøstede englændere, som tydeligt nok havde været i nærheden af noget af det vi søgte. Så da vi kun skulle være der i 8 dage, besluttede vi at tiden var for kostbar til selv at rende rundt og lede, når man kunne spørge sig for. Som tænkt så gjort, englænderne var på vej hjem, men da de hørte vi kom fra Danmark, og at det var vores første aften på øen, så ville deres hjælpsomhed ingen ende tage, og efter at de i kor havde prøvet på at guide os til en lille restaurant der hed Ankara, besluttede de at de hellere måtte følge os. Det blev starten til 8 uforglemmelige dage. Inden vi skiltes midt på natten, blev vi inviteret til et fødselsdagsparty den næste dag, og da de hørte at vi ikke havde swimmingpool på vores hotel, blev vi anmodet om at komme over på deres hotel Majorica når vi vågnede. Det skulle de ikke sige to gange, så næste dag mødte vi friske, sådan da, op ved poolen, og mødte nogle englændere der hvis de ikke de var blege i forvejen, så havde natten sat sine spor på dem. Vi var spændte på om de nu også mente gårsdagens invitationer alvorligt, og besluttede os for at nærme dem med forsigtighed, men vores betænkelighed blev straks gjort til skamme, for er der noget en englænder har sagt, så står han ved det, selv om han aldrig har været så overrislet. Dårligt nok var vi kommet inden for synsvidde, før der blev viftet med arme og ben efter os, unægtelig en rar velkomst, og selv om klokken kun var lidt over ti, blev der viftet efter tjeneren fra bassinkanten, og to store Gin og Lemond blev bestilt til os, og så var festen i gang igen. Aftenens fødselsdagsparty skulle holdes på den lille restaurant Ankara som viste sig at være deres stamværtshus. Her havde de aftalt med værten at de selv kom med velkomstdrinken, hvilket han fik nogle proppenge for, og så skulle han sørge for maden. Velkomstdrinken var spansk Champagne, i dag kendt som Cava, og der var ikke sparet på den skulle jeg hilse og sige, omtrent en flaske per mand. Det hele startede i et sandt festfyrværkeri af propper der sprang om ørene på os, og ramte loftet med et drøn, mirakuløst nok uden at ramme lokalets belysning, som var en tæt række af lysstofrør, der bestemt ikke ville have kunnet klare en fuldtræffer. Men festen var skudt i gang og fortsatte til et godt stykke over midnat for de fleste. Men vi var nogle der syntes natten var for ung til at tage hjem endnu, og fortsatte på natklub. Og næste dag startede som den forrige, og sådan sluttede den også.  Når vi ikke var sammen med vore nye engelske venner var vi på ture med Tjæreborg, for noget kultur syntes vi, at vi var nødt til at opsøge. En af turene startede tidligt om morgenen, ikke lige det bedste tidspunkt for nogen natteravne der ikke havde fået for lidt af de store Gin og Lemond. Det bedste middel til at få tømmermændene i ro på, er at sove dem væk eller holde dem i ave med et par genstande. Men selv om turen bød på Grisefest, så var der ikke udskænkning i bussen på vej til første kulturelle islæt, som bestod af et besøg på en lædervarefabrik, jo man forstod sandelig at få den lokale produktion afsat til halvfulde turister. Men på denne dag var læderproduktion ikke lige det der fristede, så hver gang vi øjnede en stol, var der en kamp om at komme til at sidde ned, og kæmpe med at holde mundvandet indenbords. Aldrig havde vi troet at læderproduktion kunne være så problematisk. Men efter at have stået strabadserne igennem nåede vi til turens højdepunkt, helstegt pattegris med rødvin ad libitum. Nu skulle det gøre godt at få noget at spise og drikke. Men ak, blot ved lugten af stegt flæsk, vældede minderne op i os fra de gange vi derhjemme havde ligget oppe i vores værelse og kæmpet søndag morgen med lørdagens alkohols forgiftning, og vores far var kommet op for at se om der var liv i os. Han havde medbragt nogle øller som han som han klirrede med, han mente at vi måtte være tørstige, samtidig med at han fortalte, at det skulle være godt med et stykke fedt flæsk i en uld snor, flæsket skulle synkes og så trækkes op igen med uld snoren, det skulle være godt mod tømmermænd forsikrede han os om. Og straks måtte vi ud og stå på hovedet, og ganske rigtigt det hjalp for en stund. Men det var ikke lige den slags tanker der var brug for i indeværende situation. Rejseselskabet blev bænket ved et langt bord midt i lokalet, men alene tanken om, at blive klemt inde, fik det til at rumle fælt i maven. I stedet fik vi lov til at sidde ved nogle amerikanske damer, der havde slået sig ned ved et bord i nærheden af nogle store vinfade i siden af lokalet. Meget bekvemt for det var fra disse fade vinen blev tappet på kander til det øvrige selskab, og da der var vin a libitum kunne vi forsyne os selv, hvilket vi benyttede os flittigt af, og delte gavmildt ud til vores amerikanske borddamer, som ikke var med på samme favorable ordning. Den helstegte pattegris blev båret ind, men alene synet af det halvstegte fede flæsk var nok til at mundvandet begyndte at stige. Så jeg fraskrev mig pattegrisen, men tjeneren var meget venlig og foreslog, at jeg kunne komme med ud i køkkenet, så kunne jeg vælge hvad jeg havde lyst til. Taknemmelig fulgte jeg med ham, men hvis appetitten ikke havde været voldsom stor, så forsvandt den sidste rest, ved synet af nogle forstegte pattegrise der lå flækket på det nøgne køkkengulv. En kok skar nogle stykker af dem og smed op på en stor pande med kogende olie. Fra en lignende pande læssede en anden kok, stykker af pattegris der var brændende varme, over på nogle tallerkner som en tjener stod parat med. Og så ind til de pattegrishungrende turister, der intetanende om køkkenets hygiejniske standart kastede sig over fedtklumperne. Bare noget salat skyndte jeg mig at sige til den flinke tjener, hvorefter jeg endnu mere bleg indtog min plads ved vinfadene. Tjeneren kom med min salat, som de to middel aldrende amerikanske damer mente, var alt for lidt til en ung mand som mig, og foreslog tjeneren en ret de syntes var god. Men da tjeneren dukkede op med specialiteten, viste det sig at være det yderste lag af pattegrisen, noget levret gummiagtig skind, der hvis det havde fået en time i en varm ovn måske var blevet til flæskesvær. Efter at den ulykkelige tjener var draget af med specialiteten gik jeg ombord i salaten, som jeg skyllede ned med vinen fra de store fade, og langsomt begyndte kuløren i mit ansigt at vende tilbage til det normale, og medens det øvrige selskab blev mere og mere berusede, oplevede jeg det modsatte. Jo grisefest er skam en oplevelse, men måske skal man være ædru fra begyndelsen?

Vinterferie på Mallorca
Nu havde vi endelig fundet et sted hvor der var liv og glade dage, så hvorfor ikke tage derned om vinteren, hvor der var koldt og kedeligt i Danmark. Som tænkt så gjort, så vel ankommen til den skønne ø, drog vi tidligt om morgenen, eller måske var det lidt op af formiddagen, men inden middag, af sted på eventyr iført jakkesæt og hvide PP-skjorter. Det var den slags der var lavet af 100% nylon, lige til at vaske i en håndvask og hænge på en bøjle på altanen, så var de tørre på et par timer. Meget praktisk for et par ungkarle som havde andet for end at stryge skjorter. Vi skulle først og fremmest finde en forretning der solgte Pernod i 1 liters flasker, for min bror havde den tro, at tolderne ikke kunne se forskel på den lovlige ¾ liters flaske og sådan en, og i modsat tilfælde mente han at de lod ham slippe med en advarsel. Så for at turen skulle blive en succes skulle vi have de vigtigste indkøb klaret fra begyndelsen, så vi kunne hellige os jagten på det modsatte køn resten af tiden.  
Men vi var ikke nået langt hen af gaden før vi måtte af med jakkerne, den spanske sol og vores PP-skjorter var en dårlig kombination, og jakken gjorde det ikke bedre. Med jakken over skulderen søgte vi ly for solen i den første og bedste bar vi mødte, lige om hjørnet fra hotellet. Og minsandten om ikke lykken også var med os, for hvad stod der på hylderne i baren, flere flasker Pernod af den ønskede størrelse. Efter at vi havde smagt på dem og sikret os at de smagte som de skulle, for vi havde nemlig hørt, at man på disse kanter kunne finde på at lave kopier af de originale mærker, bestilte min bror 2 flasker som vi ville afhente senere. Opstemte tydelig mærket af prøvesmagningen drog vi videre på eventyr efter næste punkt på ønskesedlen nogle señoritas. Men her søndag i kirketiden var det ikke så let som det første, men efter en herlig dag med besøg på flere forskellige barer, kom vi trætte hjem til hotellet for at indtage det aftenmåltid som var med i prisen. Og om ikke heldet endnu engang tilsmilede os, for hvad sad der ved bordet lige ved siden af? Et par danske skønheder, som jo heller ikke så ringere ud efter vores smagning på de våde varer. Godt nok var vi kommet til señoritaernes land, men derfor behøver man da ikke, at lade sådan et par nordiske skønheder gå løse og ubeskyttede, blandt de frække spanske mænd, og da den ene tilmed hed Rita, så smage det da lidt af fugl. Så vi blev enige om at dem måtte vi hellere tage os af, så ridderlige, ikke at forveksle med liderlige, som vi var. Men de var jo nok kommet til øen i samme ærinde som os, lige bortset fra Pernoden, men med modsatte fortegn. Så nu gjaldt det om at gøre vores hoser grønne hos dem, så en flaske af den spanske champagne Cava, blev bestilt til maden, og næste dag og næste dag igen det samme. Nu
syntes vi at det var på tide at invitere pigerne som tydeligvis var blevet interesseret i sådan et par der væltede sig i boblevand, på et glas og planen virkede. Pigerne flyttede over til os resten af tiden, men nu kunne vi jo ikke begynde at slække på standarden, så vi var begyndt at tælle hvor meget likvid kapital vi havde tilbage. Vi skulle jo også have dem med i byen, ellers var det jo spildte dråber. Nu fungerede det sådan, at vinen kom fra baren og blev serveret af den søde ældre bartender, der herskede her, så efter hvert måltidet tog vi altid en drink i baren, som vi skiftedes til at betale, for at støtte ham, som var en hyggelig fætter, som vi kommunikerede med i en blanding af engelsk, som min bror beherskede, og fingersprog som jeg var god til. Men for at være sikker på, at vi havde penge nok til at betale for den vin vi havde drukket ved bordet, ville vi gerne vide hvad vi skyldte, og da vinen kom fra baren så måtte bartenderen være den rette at spørge, mente vi. Bartenderen var ikke helt med på hvad vi mente, selvom vi brugte alle vores talenter. Men så fik min bror den geniale ide at pege på den pind som bartenderen satte foran os og brugte til at sætte kasseboner på hver gang man bestilte en drink. Det hjalp, bartenderen lyste glad og spurgte hvor mange vi mente. Cuatro sagde vi stolte, for så meget spansk havde vi allerede lært, ”mañana” sagde han. Vi blev enige om at han ikke havde tid i dag til at gøre vor regning klar og at han nok plejede at vente til afrejsen. Og ganske rigtig næste dag spurgte vi igen, og igen lød svaret ”mañana”. Sidste aften efter at vi have holdt igen med udgifterne for at kunne betale den efterhånden store regning, som vi mente at vi havde oparbejdet, kom forløsningens time.
Efter aftenmåltidet indtog vi vores pladser i baren, og straks herefter blev der lagt en lille pakke foran min bror. Det er nok en lille gave vi får når vi betaler regningen mente han, og da vi ikke havde set andre blive ligeså begavet, steg vores frygt for, at regningen var af en anseelig størrelse. På bartenderens forventningsfulde utryk kunne vi se, at han ventede på at han skulle åbne gaven. Forsigtig løste bror John båndet og åbnede for pakken der indeholdt fire små æsker, det var altså noget vi kunne dele blev vi klar over, men hvad der var i, var vi meget spændte på at se, men underligt nok, så det ud til at bartenderen var ligeså spændt, og han måtte da vide hvad de små pakker indeholdt. I en fart fik John åbnet en af æskerne og fremdrog en firkantet sort metal genstand med et hul i midten og et metalspyd med gevind i den ene ende der passede til hullet i midten af den sorte metaltingest. Pludselig gik det op for os at når man skruede spyddet fast blev det til en af de pinde som bartenderen plejede at sætte kassebonerne på. Vi kunne se at han forventede en anerkendelse for gaven, hvilket vi var klar over var nødvendig, og roste den så godt vi kunne selv om det var svært at skjule vores forbavselse. Han fortalte at han havde været inde i Palma for at købe dem, og at han havde undret sig over at vi ikke kunne købe sådan nogle i København. Det gav vi ham ret i, og ville vide hvad vi skyldte ham, det blev i Pesetas til hvad der svarede til 40 danske kroner. Jamen vi skal jo også betale vores regning prøvede vi igen at gøre ham forståeligt. Endelig var vi på bølgelængde. I skylder jo ikke noget, det har I jo betalt her i baren hver aften efter maden sammen med Jeres drink, kunne han afsløre. Det skabte en lettere euforisk stemning hos os, og vi kunne nu begynde at se det morsomme i situationen, tænk sagde jeg det var da godt, at du ikke havde peget på kasseapparatet i stedet for den mere transport venlige pind, for så var fire styk nok lige i overkanten af det vi kunne have med i flyet, for ikke at tænke på at vores Pesetas nok heller ikke havde slået til. Men nu havde vi pludselig rigelig med kapital til at være de galante pindsvin over for vores erobringer, som nu heller ikke så, så værst ud selv i vores ædru tilstand. Så den sidste dag skulle bruges til at tage afsked med nogle af de barer vi i ugens løb havde besøgt. Sammen med skønhederne drog vi ud i byen, efter at vi som sædvanlig, som det sig hør og bør, havde tjekket ud af hotellet ved middagstid, selvom vi først skulle flyve sent på aftenen. Men efter et par bar besøg syntes en af pigerne, at hun havde lyst til nogle pommes frites, og hvad gør man ikke for at holde på sine erobringer, man finder en restaurant, i dette tilfælde en indonesisk. Vi fik de ønskede pommes frites og cuatro de cerveza, eller på dansk fire øl, men en af pigerne kunne godt tænke sig lidt remoulade til hendes pommes frites. Ingen problem sagde min bror, der efter at have studeret de mest anvendelige spanske gloser, ville brillere overfor pigerne og kalde på servitricen på spansk.
"Caballo" kaldte han, men ingen servitrice kom springende, hun forstår nok ikke spansk mente han, men ved nærmere sprog studie fandt vi senere ud af at det betød hest. Og at han i stedet skulle have sagt camarera, så det var ikke så sært at damen ikke kom springene. Men det lykkedes med en finger i luften at få hidkaldt damen, og John bestilte ”remo-lade”. Servitricen så ikke begejstret ud, men mente nok at hun kunne skaffe det. Der gik en rum tid før hun glædestrålende vendte tilbage med en tallerken hvorpå der lå en omelet, hun fortalte, at det ikke var noget de normalt lavede men hun havde overtalt kokken. Vi takkede hende måske lige lovlig overstrømmende for hendes heltedåd, ingen af os kunne nænne andet, og omeletten smagte udmærket, så den kunne de såmænd godt sætte på menuen, gjorde vi hende opmærksom på. Så hvis du skulle komme på en Indonesisk restaurant nær Palma de Mallorca der serverer omelet, så ved du hvorfor. Vi fortsatte vores bar tur, og nærmede os vores hotel, hvorfra vi skulle afhentes til hjemrejsen. Her skylder jeg at fortælle at de 2 flasker Pernod som John bestilte på baren den første dag, havde vi fundet og købt i en vinforretning, så nu var det om at manøvrere uden om den bar, for 4 liter var lige i overkanten at tage med hjem. Det var først da vi sad i baren at vi opdagede at vi lige akkurat var havnet der, og at baren havde to indgange, en fra hver sin parallel gade.
Vi slap af sted uden flaskerne, men med de to piger under armen, som var kolleger hos skattevæsnet. Nu varer den slags ferieforelskelser sjældent længere end til man sætter foden på dansk jord, men undtagelsesvis mødtes jeg med den ene der hed Rita, som fortalte at hun faktisk boede sammen med en der var lidt ældre end hende, men som hun havde svært ved af forlade. Så jagten på den eneste ene fortsatte for mit vedkommende på hjemlig grund. Min næste fødselsdag blev fejret i godt selskab med en ny erobring. Men pludselig bankede det på døren, udenfor stod Rita, hun ville glæde mig på min fødselsdag og fortælle, at hun nu var fri som fuglen. Det var lidt af et dilemma for mig, og så på min fødselsdag, så hvis Rita skulle læse dette vil jeg gerne sige undskyld til hende, men det er ikke altid man i situationen er i stand til at gøre det rette valg. Men det lykkedes mig senere at finde den rigtige ”eneste ene”, og som stadig er det efter mere end 40 år.