Navne   Kalender   Stamtræ   Fotos   Nyheder   Forside
MOGENS erindringer
Til bryllup i Bellaria i Italien.
En historie fra den virkelige verden af Mogens Andersen


Jeg hørte i radioens sommerprogram, at temaet var: Den sjoveste, den vildeste, eller en ferie hvor du måske har været med til et bryllup, eller har haft en uforglemmelig oplevelse på ferien.
Det fik mig til at tænke på, at jeg kunne opfylde alle punkterne på en og samme ferie.
Jeg var først i tyverne, og sammen med min bror og to venner, havde vi købt en busrejse af Holte Rejser til Bellaria i Italien. Begge dele havde vi aldrig hørt om, men rejseselskabet lokkede med en moderne langtursbus med aircondition og toilet, og Bellaria skulle ligge lidt nord for Rimini ved Adriaterhavet, så helt galt kunne det vel heller ikke gå, mente vi. Turen startede på Halmtorvet, hvor vi skulle møde en tidlig søndag morgen. Og der stod vi så forventningsfulde med vores kufferter, og spejdede efter bussen, medens den ene efter den anden bus drog af sted mod sydlige himmelstrøg, til der kun var et gammelt skrummel tilbage, en Triangel, en af dem med en halvrund bagende og en stige op til taget, ikke den moderne langtursbus vi skulle med, var vi sikre på. Lige indtil chaufføren kom og spurgte, om ikke vi skulle med ham til Italien? Nej vi venter på en moderne bus, sagde vi, så kan I godt vente længe, for den er brudt sammen og holder i Tyskland, sagde han, og hvis I vil til Bellaria så skal I med mig. Valget var ikke svært, for vi havde ikke andre muligheder, så vi hoppede på det gamle skrummel, for vi ville jo af sted på ferie.
Og af sted kom vi, omend det gik lidt langsomt, og knagede og bragede når der blev skiftet gear, og toilettet i bussen manglede, så vi måtte gøre utallige stop undervejs. Hvilket ikke gjorde det bedre af, at vi havde forsynet os med rigelige drikkevarer på færgen, i sikker forvisning om at det nok skulle blive en lang tur. Undervejs skulle vi overnatte to gange, første gang i Hamburg, og næste gang i Basel. Hele turen var inkl. hotel og forplejning. Men med det adstadige tempo vi kørte i og de mange stop, ankom vi sent til hotellerne som rejselederen, en ung mand som var ejeren af det nystiftede rejsebureau, havde adviseret om, at vi ville ankomme lidt senere end beregnet, således at kokken ikke var gået hjem. Men det var synd at sige, at han havde brugt tiden til rigtig at kæle for måltidet, som vi sultne som vi var indtog i hast, og så afsted ud og se på byen. Det sidste stykke af turen var lidt længere, så vi måtte stoppe og spise før vi ankom til Bellaria, derfor var der ingen kok der skulle stå klar med mad, og så havde rejselederen ikke adviseret hotellet om, at vores ankomst ville være forsinket. Nu er italienere kreative mennesker, så da vi ikke var dukket op til den forventede tid, og en bus med tyskere var ankommet og manglede hotel, ja så er det jo svært at sige nej til dem. Så da vi kom ragende ved midnat, var der kun et par værelser tilbage. Men for en sikkerheds skyld, havde man sikret sig at der var et par andre hoteller i byen der havde plads, hvis vi mod forventning skulle dukke op.
Vi var et blandet selskab, bestående af to ældre damer, der havde rundet de firs, to ægtepar i halvtredserne, og en snes unge i tyverne. De to ældre damer fik værelser på hotellet og resten blev fordelt på to hoteller. Vi kom til at bo på et familiehotel der hed Hotel Darma, og lå lige midt i byen.
Da vi ankom over midnat, blev vi modtaget
af to unge hotelkarle, var vi sikre på, så vi spurgte om de ikke kunne skaffe os nogle drikkevarer, og i løbet af nul komma nul, var der gang i en fest, og der blev stadig båret øl ind som man siger. Undervejs på turen, havde vi erfaret, at der var nogle af de unge, der var flittige til at tage fra, men glemte at betale, således havde de to ældre damer engang siddet tilbage med en regning på tyve øl, så klog af skade bad vi de unge mænd om regningen. "Domani", svarede de, og selvom vi ikke var nogle havørne til italiensk, vidste vi at det betød: "I morgen". Selvfølgelig kunne man ikke forvente at små korrupte italienske hotelkarle måtte tage imod penge, så det slog vi os til tåls med. Så nu hvor natten var ved at gå på hæld, ville vi gerne lige ned og se på stranden, hvis de ville vise os vej, og det ville de gerne, så i samlet flok drog vi afsted. Stranden var fantastisk lækker, så det tog ikke mange minutter før vi befandt os svømmende på vej ud til nogle stendiger, der lå et par hundrede meter fra kysten. Med alkohol i blodet og stive lemmer, efter den lange bustur, varede det ikke længe før trætheden meldte sig. Så det skulle gøre godt med et hvil på stendiget, før svømmeturen tilbage til stranden. Men der havde vi forregnet os, for da vi ville gribe fat i de store sten som diget bestod af, så begyndte de at bevæge sig, stenene var simpelthen besat af store krabber, hvis kløer greb ud efter vore hænder, og langt nede i vandet sad de så tæt at det var umuligt, at sætte en fod uden at blive bidt. Skrækslagne begyndte vi turen tilbage tæt ved hinanden, og næsten ædru smed vi os udmattede på stranden. Det blev godt op af dagen før vi vågnede den morgen på hotellet. Men hotelkarlene var allerede i gang, nu med at servere morgenmad, flinke fyre. Med da vi ville afregne for nattens drukgilde, fik vi samme svar: "Domani"! Hvad vi ikke vidste, var, at det var to af hotelfamiliens tre sønner, Gionni, Marco og Carlo. Det var Marco og Carlo der hjalp til på forældrene familien Vasinis hotel, medens Gionni, en rigtig playboy, havde en stor friluftnatclub i byen.
Hotel Darma lå som sagt midt i byen, på Hovedgaden, ved siden af politistationen og overfor byens bedste pizzeria Texas.  Pizza var endnu ikke noget vi danske bonderøve kendte, men det var da noget vi gerne ville prøve, så vi bestilte sådan et par hos pizzamesteren, der stod og jonglerede med dejen i luften. "Hvad skal det være for en", spurgte han, og stak os et kort med en masse navne. Vi blev ikke klogere af det, så vi bad ham bare lave den han syntes. Han forklarede på italiensk og fingersprog, at han ville lave en speciel en så kunne vi se hvilken en vi kunne lide til næste gang. Den smagte rigtig dejligt blev vi enige om, så da vi næste dag igen havde lyst til pizza, bestilte vi to af dem som vi havde fået dagen før. Han rystede opgivende på hovedet og forklarede, at det jo var en speciel med lidt af de forskellige typer der var på kortet, og at det ikke var en han normalt lavede, men vi fik vores pizza speciale, som han kaldte den og to krus øl som dagen før. Vi blev ret gode venner med ham, og han foreslog at han ville komme til København om vinteren, så kunne vi sammen åbne et pizzeria i byen, men vi mente ikke det var noget for danskere. Da vi flere år senere kom på besøg med vores koner, som vi ikke havde fortalt historien, stod Marco, som han også hed, som sædvanlig bag skranken, ved ovnen og jonglerede med pizzadejen. Vi satte os ved et bord og ventede på en servitrice, da han fik øje på os, og forlod pizzadejen og kom farende ud til os, og gav os en rigtig italiensk krammer,
hvorefter han igen indtog pladsen ved ovnen. Og uden vi havde bestilt noget, kom servitricen med fire pizza speciale og fire krus øl. Vi mente, at hun var gået forkert, og at det var til et andet bord, men hun rystede på hovedet og pegede på Marco, som stod med et stort smil, og stak tommelfingeren i vejret. Jo vi havde gjort os bemærket i den lille by ved Adriaterhavet, men der var også kommet liv i byen efter vi var ankommet, som de første danskere, og det var lige hvad italienerne syntes om. Hver dag var der fest i gaden, som den dag hvor vi havde et gigantisk Spumante party. I byens vinhandel havde vi fundet ud af at den lokale champagne kun kostede 10 kr. flasken, så i en hast blev tropperne samlet og lageret opkøbt, 20 flasker af den boblende væske. På hotellets store fælles terrasse sprang propperne lystigt i den brændende sol, og i løbet af et øjeblik var alle beruset, på nær chaufføren Ejvind, som havde, måtte sidde og lide i lugten af Pernod på turen ned. Så nu var han blevet inviteret på kaffe og brandy, af det ene af selskabets ægtepar, en taxi vognmand og hans kone, Børge og Inger, som altid medbragte en dypkoger så de kunne lave kaffe på værelset. Børge var gået over i vinhandlen for at købe en flaske brandy, som han jo havde lovet Ejvind, som kompensation, nu hvor han ikke skulle køre bus de første dage. Inger havde lavet kaffen og serveret den for Ejvind, sammen med et glas brandy, fra en lommelærke hun havde fundet på hylden i badeværelset. Så da Børge kom med en flaske brandy, udbrød han forbavset: "Hvem fanden er det der drikker min barbersprit"? "Det er sku nok mig", sagde Ejvind, "For det her smager af helvede til! Nu havde staklen siddet i flere dage i Pernoddampe og så får han et glas barbersprit, medens resten af selskabet er gået over til ildvand, noget rødt sødt stads af ubestemmelig herkomst, men bestemt ikke saftevand efter virkningen at dømme. Og virkning var der, min bror fik åndedrætsbesvær og gik i panik, en læge, familien Vasinis svigersøn, blev tilkaldt for at give ham en indsprøjtning mod allergi, hvorefter han med udrykning blev kørt på hospitalet i Rimini. Næste dag kunne jeg sammen med Marco, drage til hospitalet i Rimini og hente en ung mand som svor, at han aldrig mere ville drikke ildvand igen. Der blev virkelig festet på natklubben hver aften, så pigerne sad på skift i frisørsalonen ved siden af pizzarestaurant Texas. Og jeg må indrømme at jeg kom der også, men for at invitere den unge frisør Marisa med på natklubben, som også lykkedes flere gange. På trods af advarsler fra Marco, om at hvis man inviterede en italiensk pige ud mere end to gange, så skulle man gifte sig med hende. Jeg mente at den regel kun gjaldt italienere, så det blæste jeg på. Marco var den ældste af brødrene, og efter turen til hospitalet i Rimini efter min bror, var vi blevet så gode venner, at han havde taget mig med hen for at hilse på sin kæreste der hed Giovanna, og som var hoteldatter på byens største hotel, som hed Bristol, hvilket jeg var meget beæret af.
Efter 10 dage i Bellaria, gik turen atter hjemad, i den gamle Triangel bus, to dage senere kunne vi igen sætte foden på dansk grund, søndag aften. Mandag morgen gik turen til firmaet Ove C. Bjerregaard i Trommesalen 3, på Vesterbro, hvor jeg var dekoratør. Men turen havde givet os nogle venskaber, således blev vi rigtig gode venner med Taxivognmanden Børge Nielsen og fru Inger, som inviterede en del af os unge hjem, til en feriemindefest. Men som det så ofte går med den slags venskaber,
så har de med at løbe ud i sandet. Men en dag kom der et brev fra Italien til mig, hvor de to hotelfamilier Giogetti og Vasini bekendtgjorde, at Giovanna og Marco skulle giftes. Jeg var beæret, og syntes det var sødt af dem, at ulejlige sig med, at sende et brev til en tidligere feriegæst, som de jo havde haft mange af, for at fortælle om giftermålet.
Men mærkeligt nok, var jeg tilsyneladende den eneste der havde fået sådan et brev, lige indtil jeg blev kaldt ned fra dekorationen, fordi der stod en herre der ville tale med mig. Det var Børge Nielsen, der havde hørt at jeg havde fået brevet, som han også havde. Så da der var en italiener på hans kones arbejdsplads, så havde hun vist ham brevet. Han havde sagt til hende at det var en invitation, hvilket hun tvivlede på, så da Børge jo kørte rundt i byen hver dag, så stoppede han en dag ved den italienske ambassade, og viste dem brevet. "De skal til bryllup hr. Nielsen", sagde man. Så nu stod Børge og spurgte, om jeg ville med hvis han kunne skaffe nogle billetter hos Spies Rejser, som havde annonceret, at man kunne få en rejse til Rimini, her uden for sæsonen, til 195.- kr.  Ja det kunne jo være morsomt at komme med til et italiensk bryllup, og uden tvivl ikke et bryllup hvor der blev sparet på noget, for brudens far havde, foruden Hotel Bristol, et andet hotel i byen, samt et privathospital i Rimini.
Så betænkningstiden var ikke lang, og så kunne vinterferien bruges til det. Vi ankom til Rimini, nogle dage før brylluppet og tog straks videre til Bellaria, hvor vi havde aftalt, at vi ville bo for egen regning på hotellet vi boede på sidst, på trods af at der var hotelophold med i rejsen hos Spies. Vi havde købt en stor flot Kgl. figur, som bryllupsgave, som vi var blevet informeret om på ambassaden, at vi skulle sende i forvejen iflg. italiensk skik, så det blev gjort straks efter ankomsten. Så var formaliteterne i orden, så vi kunne nyde nogle dage før brylluppet, men det pinte os, at vi ikke kunne få lov til at betale for hotelophold og forplejning. Men så fik vi den idé, at arrangere en polterabend for brudgommen Marco og hans brødre samt nogle venner, på pizzarestaurant Texas. Det var ikke noget man plejede, men den var de med på, så der blev gået flittigt til de våde varer, og stemningen var god. Men pludselig dukkede der to uniformerede politifolk op, og spurgte efter "Mr. An-der-sen", "Mo-gens An-der-sen".  Flittigt blev der peget på undertegnede, og før jeg så mig om sad jeg i håndjern, medens de ivrigt forsøgte at fortælle mig årsagen. Det eneste jeg fattede var ordet "Marisa", men Marco var så venlig at oversætte de italienske gloser. Det handlede om et brudt ægteskabsløfte til Marisa, som jeg havde været i byen med, mere end man efter italiensk skik, måtte uden at fri til damen. Med et slag blev jeg ædru, og kunne forstå at Marco gik i forbøn for mig og tryglede politiet om at sætte mig fri så jeg kunne deltage i brylluppet næste dag, og bad dem deltage i hans polterabend. 
Jeg blev befriet, og kunne ånde lettet op, da de fortalte mig at det hele var en spøg på foranledning af Marco. Festen fortsatte nu med politibeskyttelse. Men ud på de små timer blev der gjort regnskab, og vi følte os godt tilpas, over at vi havde fået lov til dette bidrag til festlighederne, når vi nu ikke måtte betale for opholdet. Men glæden var kort, for da Børge Nielsen stak hånden ned i jakkelommen, så lå alle pengene der. Pizza Marco have set sit snit til at komme pengene i hans lomme, og

han forklarede os at han ikke kunne modtage penge fra familien Vasinis gæster, og at Marco var hans nære ven. Nu var vi kommet i taknemlighedsgæld til ham også, men så fandt Børge på en løsning, som han mente dulmede lidt på vores dårlige samvittighed. Han bestilte en flaske af den dyreste og fineste Cognac de havde, og fik den hældt op seks glas, eftersom det meste af selskabet allerede var gået hjem. Vi skålede og hældte det ned i et drag, men da vi jo ikke havde siddet og spyttet i glasset hele aftenen, så dinglede vi den korte vej til den anden side af gaden hvor hotellet lå, og kæmpede os op på værelserne, for omgående at stå med hovederne i toilettet.
Så oprandt dagen hvor brylluppet skulle stå. Kirken lå på pladsen ved siden af Hotel Darmar, så fra vores balkon kunne vi følge forberedelserne.
Store blomsterdekorationer ankom i en lille lastvogn, og snart begyndte de første gæster at ankomme, og vi fulgte trop, spændte på hvordan et katolsk bryllup foregik.
Næsten som et dansk bryllup foregik det, dog med den undtagelse, at herhjemme plejer fotograferne at holde sig pænt diskret i baggrunden. Det kunne man ikke sige var tilfældet her, for de var næsten ved at vælte præsten, efter at de var kravlet over rækværket til koret. Børge Nielsen der også havde medbragt sit kamera, for at forevige situationen, gjorde også sin entre i koret og tog nogle fine billeder på klods hold. Efter højtideligheden i kirken, gik turen til Hotel Bristol som kun lå nogle få hundrede meter fra kirken. Her blev vi budt på et glas Campari som velkomstdrik, men før vi fik fat om glasset kom broderen Gionni og trak os til side, hen til baren, hvor han havde fået lavet nogle specielle drinks til os, han mente ikke at Campari var stærkt nok for os, så vi var da godt spændte på hvad han havde fået lavet til os. Forsigtigt nippede vi til drinken, og jo det var bestemt noget stærkere, et glas der mindst var halvt fyldt med whisky og en smule vand af en art, som vi lige skulle skylle ned i en fart. Nu var vi klar til at gå til bords, og fik serveret en bryllupsmiddag, der bestod af en halv snes retter. Og som traditionen er i Danmark syntes Børge, at de lige skulle have en hilsen fra os i form at en kort tale og en skålesang, hvilket gjorde stor lykke i det fine selskab.
Før vi gik til bords var de mest prominente fotograferet sammen med brudeparret, og selvfølgelig skulle vi foreviges sammen med brudeparret.
Mange år efter besøgte vi dem sammen med vores datter Christina, og medbragte billederne, som deres børn aldrig havde set, så der blev taget kopier af dem alle.
Det var et bryllup og nogle ferier som jeg aldrig glemmer.

 

Mejeriet

Skovsgårde var da jeg var dreng, et livligt landsbysamfund, der bestod af: en skomager, en smed, en købmand og et andelsmejeri, der var ejet af de landmænd der leverede mælk til det.
På en underfundig måde, levede man af hinanden. Landmændene leverede mælken til mejeriet, det vil sige den blev afhentet på gårdene, af en der ved licitation havde fået tildelt en eller flere ture.
Det var før der var nogen der havde tænkt på, at sådan noget kunne gøres med en bil, eller som i dag med en tankvogn. Nej det foregik med hest og vogn, som dermed gav arbejde til smeden, som sørgede for at hestene fik sko på.
Skomageren sørgede for at vi fik forsålet vores sko, for nye sko var kun på tale når man voksede fra de gamle, eller de var så slidt at de ikke kunne mere.
Nu var det jo ikke den store guldgrube at forsåle sko, og da skomagerens familie var ret stor, måtte der suppleres på anden vis.
Så om morgnen tidligt drog skomageren af sted, de par hundrede meter op til mejeriet. Her stod han på perronen, sammen med en mejerist og vejede mælken ind som det hed. Det vil sige, at når mælkekusken kom med sin vogn med fyldte mælkejunger, skulle vognen hurtigt tømmes, så den næste vogn kunne komme til rampen med sin last.
Mælken fortsatte sin vej ind i mejeriet, hvor den blev til smør og ost.
Når mejeriet havde pint alt det der kunne bruges ud af mælken, var der stadig noget tyndt pjask tilbage der hed valle.
Vallen kom på de tømte junger, som mælkekusken fik med tilbage til landmanden, som brugte det til svinefoder.
Fra mælkekusken havde afleveret sin last af junger, til han igen kunne afhente dem påfyldt valle, gik der et par timer.
Tiden blev brugt til at besøge smeden eller købmanden, for som regel fungerede han som bud, når landmanden manglede noget fra købmanden, og så vankede der jo altid en kop kaffe og en skive brød. På den måde blev alle hjulene holdt i gang.
Mejeriet havde, takket være mejeribestyrer Jørgensen et godt ry, og fremstillede nogle fine oste, der fik guldmedalje næsten hvert år.
Nu var det jo landmændene der ejede mejeriet, så derfor kunne de få lov til at købe ost og smør direkte på mejeriet.
Det var selvfølgelig lidt forstyrrende for mejeristerne, og noget Jørgensen helst ville være foruden.
Et mejeri er jo en slags biologisk balancekunst, så derfor holdt Jørgensen strengt på, at man skulle blive bag en skranke, når man ville købe ost eller smør.
En af de faste kunder, var en ældre mand, som var et familiemedlem af en landmand, og boede i et aftægts hus over for slægtsgården midt i Skovsgårde.
Sørenjødme Alfred blev han kaldt, fordi han næsten startede enhver sætning med et ”Sørenjødme”, og da han samtidig var næsten døv, kunne han ikke selv høre hvor fjollet det lød.
Sørenjødme Alfred var engang kommet hen på mejeriet for at købe ost. Uheldigvis var det Jørgensen selv der mødte op bag skranken, og skulle betjene Alfred.
Alfred var ikke en af de nemmeste kunder, der var jo det med hørelsen, og så ville han gerne se og smage på nogle oste, før han kunne bestemme sig.
Det passede ikke helt med Jørgensens temperament, som når det gjaldt mejeriet, havde en kort lunte.
Så da han gik ind bag ved for at hente osten, kunne han høre at Alfred fulgte efter ham på forbudt område.
Oste lageret var et kølerum, hvor ostene lå på nogle træhylder og modnede, så her måtte der ikke komme fremmede bakterier.
Rummet var forsynet med en tyk dør, med et håndtag på ydre siden.
I sin iver med at holde Alfred ude, kom han til at smække den tykke dør efter sig. Og da Alfred forstod en fin hentydning, vendte han tilbage bag skranken.
Her stod han pænt og ventede, alt imens Jørgensen bankede kraftigt på døren, som ikke havde noget håndtag på indersiden.
Efter en halv times venten, kom der en mejerist og spurgte om han blev ekspederet. Det mente han nok han gjorde, for mejeribestyreren var gået ind på lageret efter ost sagde han.
Mejeristen skævede til den lukkede dør. ”Er du sikker på det”, spurgte han. Men i det samme kunne han høre, at Jørgensen sparkede på døren indefra.
Da han åbnede døren, kunne man have forventet, at det var en kølig herre der kom ud, men nej i stedet var det en bestyrer, der var ved at koge over af arrigskab, og beskyldte Alfred for at havde smækket døren bag ham.
Det bevirkede at Alfred aldrig mere købte sin ost på mejeriet, når Jørgensen var bag skranken.

Tobak for en skilling.

Har du aldrig røget, hænder det at folk spørger? Nej ikke siden jeg måtte, svarer jeg så! Hvad vil det sige, siger nogen så?
Jo da jeg var barn var konfirmationen en slags skel mellem barn og voksen, når det drejede sig om at ryge tobak og barberer sig. Det sidste var nu noget naturen også havde hånd i hanke med.
Men når det drejede sig om tobakken var det ens forældre der kom ind i billedet med løftet om et kørekort hvis man ikke røg indtil man fyldte 18 år. Så håbede ens forældre at man var blevet så klog at man lod være.
Men nu ved man jo ikke hvad man går glip af hvis ikke man har prøvet det.
Som købmandssønner havde vi let til det meste af den slags, men at stjæle i forretningen turde vi ikke.
Så da vi så at skomagerens børn begyndte at ryge høfrø, plagede vi vores far for at få en pibe så vi også kunne deltage, og høfrø kostede jo ikke noget.
Men vores far sagde at vi ikke var så fattige, at vi skulle ryge høfrø, nej skulle der ryges skulle det være rigtig tobak, og han skulle nok lære os det.
Som sagt så gjort, vi fik stoppet en pibe og fik den tændt. Bare tag nogle kraftige sug sagde min far, så det gjorde vi, for sådan havde vi jo set han også gjorde. Desværre endte røgen i lungerne, med et kraftigt hosteanfald til følge. Men når man ikke er en tøsedreng, skal der mere til at stoppe én desværre, for det blev aldrig til den store nydelse, og endte med at vi blev hvide i ansigtet og så brækkede vi os.
Det satte vores lyst til også at prøve høfrø lidt i bero.
Nu var det sådan, at vores bedste ven og legekammerat Jørgen var landmandssøn og nabo.
Jørgens far havde under krigen dyrket tobak, men efter at man igen kunne få den ægte vare, så var der ikke mere nogen det havde lyst til at ryge dansk tobak, så nogle bundter var havnet på loftet over loen, og her var de blevet glemt.
På gården kom der på et tidspunkt en gammel gartner, som skulle anlægge en ny have.
Vi knægte havde bemærket, at han røg nogle store cigarer, og da han var en flink fætter og var god til at tale med os knægte.
Så besluttede vi, at vi kunne lave nogle store cigarer til ham af det glemte tobak på loftet.
Så en produktion blev sat i gang, tobakken blev hakket på en gammel brødmaskine, og med en roekniv, og blandet i nogle altankasser som også stod på loftet.
Vi fik fremstillet nogle fine cigarer syntes vi selv, og viste dem stolt frem til Jørgens far og mor, og fortalte at de var til den flinke gamle gartner, det syntes de var en god ide, og så var den lidt lyssky produktion gjort helt legal.
Men i enhver produktion skal der være en slags kvalitetskontrol, for man kan jo ikke give noget væk, som man ikke er sikker på om det er i orden, så selvfølgelig måtte de prøves. Prøverne foregik om aftenen, i en lille skov der lå lige ved siden af Jørgens forældres gård.
Der lå vi på maven og pulsede løs på de hjemmelavede Havannesere. Vi blev enige om at de næsten var for gode til at give den gamle gartner, men for alibiets skyld måtte vi nok hellere aflevere nogle til ham. Et valg vi ikke fortrød, for da vi forsøget på at rejse os op, begyndte træerne i skoven at dreje omkring os, nogle af dem begyndte endda at hælde faretruende, alt imens træerne fik mere fart på, skifte vores ansigtskulør fra hvid til grøn.
Kravlende på alle fire lykkedes det os at fange et af de løbske træer og at få det til at stå nogenlunde stille. Grinende i en kvalmende rus forlod vi den lille skov.
På Jørgens fars gård kom der også en fåreklipper en gang imellem, hans søn John-Henning gik i samme klasse som Jørgen og min bror Yon, han var en af den slags der skulle overgå alle i alt, og det havde længe været Jørgen og Yons ønske at få skovlen under ham. Så da hans far skulle komme og klippe kohaler hos Jørgens far, aftalte de med John-Henning, at hvis han kom med skulle han få lov til at prøvesmage Havanneserne, som de begejstret havde fortalt ham om.
Som tidligere skulle prøven foregå i den lille skov, og i dagens anledning var der fremstillet et ekstra stort eksemplar af hjemme fabrikationen.
John-Henning blev anbragt på maven og fik ild i Havanneseren, bare tag nogle store sug lokkede de to der også havde fået ild i at par, men belært af den tidligere prøve gik de lidt forsigtigt til værks.
Men staklen som jo ikke stod tilbage for noget fulgte opfordringen, og nød om jeg så må sige cigaren, for resultatet meldte sig hurtigere end forventet.
Efter bare et par sug skiftede hans ellers rødmossede ansigt kulør til lysegrøn og da han forsøgte at rejse sig, tumlede han omkring som en anskudt gris, og da han ville hoppe over den lille å der gik igennem den bløde skovbund, havnede han med det ene ben i åen. Selv om de fik ham ned med nakken, var det nu ikke noget de i situationen var særligt stolte af. De måtte nemlig følge staklen op til hans far og fortælle, at han var blevet dårlig efter at han var faldet i åen.
Efter den oplevelse blev vi enige om, at det nok var bedst, at den gamle gartner fik hele fabrikationen, men da gartneren døde ophørte vi med produktionen.
Man sagde at gartneren havde haft et dårligt hjerte, og at det var årsagen til at han døde. Hvilket befriede os for den skrækkelige tanke, at det var vores Havannesere der havde taget livet af den gamle.


Min Bedstefar

Forleden hørte jeg i radioen forfatteren Lise Nørgaard, moderen til TV serien Matador, fortælle at i hendes barndom talte man pænt til de voksne, man måtte i alle tilfælde aldrig sige sin bedstefar imod, selv om han aldrig havde så meget uret. Straks vældede minderne frem om min egen bedstefar, eller rettere farfar som vi på landet for fuldstændighedens skyld kaldte ham, så var man ikke i tvivl om at der var tale om vores fars far, og ikke ens morfar som jo også kunne være en bedstefar hvis man kom fra byen. Nu kunne der ikke være så meget tvivl i mit tilfælde, for jeg har aldrig oplevet min mors forælder de døde desværre tidligt.
Men min farfar som hed Hans Andersen, husker jeg som en slank fin mand i nålestribet habit med vest. I vesten var der en lille lomme hvori han havde et guldur i en kæde som var gjort fast i et knaphul i jakken. I knaphullet i reversen havde han Chr. d. X dannebrogsmærke. Sammen med min farmor, som var en kraftig dame, boede de i en lille lejlighed i Odense, indtil min farmor i min tidligste barndom døde. Det er da også kun svagt jeg kan erindre hende.     Anderledes står det til med min farfar, som flyttede til Nyborg sammen med min faster og hendes mand som var fængselsbetjent på Nyborg Statsfængsel. Der havde de sammen købt et hus, der lå helt ned til færgehavnen, med egen båd og bådebro. "Bag Sølyst nr. 9 bor vi", sagde de altid, for at vi lettere kunne huske adressen på deres fælles hus. Men som min far sagde: "Jeg tror nok Den Gamle har spyttet mest i bøssen". For selv om min fasters mand var tjenestemand og de kun havde to små piger, var de økonomisk spændt temmelig hårdt for.                    Til gengæld havde farfar fået sin egen lejlighed på 1. sal, med udsigt til færgerne der regelmæssig kom og sejlede igen, og han kunne da også uden videre fortælle navnene på alle færgerne og hvem af dem der skulle vende når de forlod færgelejet. Engang imellem tog vi til Nyborg for at besøge farfar, og så havde vores mor smurt en madkurv, for madlavning var ikke noget der lå indenfor det som min farfar havde lyst til, og selv om vi aldrig kunne besøge farfar uden at skulle ned til min faster, blev vi aldrig tilbudt et måltid mad. For som de altid sagde, så havde de ikke mad til så mange netop i dag, og så endte det altid med at de spiste løs af vores medbragte mad, så vores mor måtte viske til os, at vi skulle holde os tilbage, vi kunne jo spise når vi kom hjem. Men min lillebror havde været ude i køkkenet og var kommet til at kikke ind i ovnen og sagde, at der står da en stor flæskesteg mor.
Når vi havde været på besøg, lykkedes det engang imellem at lokke farfar med hjem til Skovsgårde nogle dage, aldrig længere end en uge, så blev han rastløs og ville hjem. Farfar var et geni til alle slags spil, Skak, Mølle og Dam, og alle former for kortspil. Jeg husker dengang vi havde spillet Dam med ham og tabt så mange gange, at vi ikke syntes det var sjovt længere, så havde vi spurgt om han kunne spille Mølle, som var et spil på modsatte side af brættet. ”Nej det kender jeg ikke, men måske I vil lære mig det”, havde han svaret. Og med stor overbærenhed forklarede vi ham spillets muligheder, som kort og godt bestod i, at hver gang du kunne få tre brikker på rad, måtte du fjerne en af modspillerens brikker, og spillet sluttede når den ene ikke havde mere end to brikker tilbage.                           De første par spil tabte han, så vi syntes ikke at han havde forstået, at der var en formation man kaldte en ”svikmølle” som bestod i, at få sine brikker stillet således at man kun skulle flytte en brik frem og tilbage, så der stod tre på rad hver gang. ”Nåååe sådan”, sagde han og i næste spil havde han ikke blot en svikmølle. Nej det var lige meget hvilken brik han flyttede, så havde han tre på rad. Selv om han sagde det var begynderheld blev vi hurtigt klar over, at den gamle havde narret os, for det lykkedes aldrig mere at vinde et spil, for han var ikke en den slags der lod os vinde for at vi ikke skulle tabe modet, nej han spillede kun for at vinde.
Farfar havde været fodermester på nogle af de største herregårde på Fyn og før den tid havde han været med til at genopbygge Christiansborg som var brændt. Men det skulle man ikke tage fejl af, for han var ikke en der kun kunne bruge sine hænder, i en diskussion med ham kom man hurtigt til korte, og da han samtidig, set med vores øjne, var enormt stædig, skulle man holde sig fra det. Her er det Lise Nørgaards betragtning kommer ind i billedet.
Farfar var kommet på et af sine sjældne besøg, og vi gjorde alt for at gøre ham tilpas, og prøvede på at vække hans interesse for ting der skete, men da han efter egen opfattelse havde oplevet det meste, skulle der meget til at imponerer ham. Der var netop blevet bygget en fjernsynsmast i Sdr. Højrup på Sydfyn, den var det højeste bygningsværk på Fyn. En modig fotograf var kravlet helt op i toppen på masten og havde taget et billede ned gennem masten. Med beundring viste jeg farfar billedet, og læste teksten under det for ham.           "Det passer jo ikke", sagde han. "Du kan jo nok se at sådan en mast ikke kan være størst for oven, som billedet i perspektiv viste, og mindst i bunden, for så vil den jo ikke kunne stå uden at vælte", sagde han overbærende.                               "Jamen farfar når man tager et billede bliver det der er nærmest størst og så bliver det mindre jo længer det kommer væk, det kaldes perspektiv", prøvede jeg forgæves. "Du må jo være dum knægt", sagde han stædigt, men jeg holdt fast på mit og var fast besluttet på at for en gang skyld skulle den gamle ikke tales efter munden, så jeg holdt lige så stædigt på at jeg havde ret. Skønt min mor prøvede på at få mig til at give den gamle ret, var det lykkedes for mig at gøre ham så sur, at han pakkede sin kuffert og rejste hjem efter kun et par dage. Han ville sku ikke være sammen med så dum en knægt længere.
Jo Lise Nørgaard har ganske ret, man skal altid give sin bedstefar ret. I hvert tilfælde hvis man gerne vil have ham på besøg i mere end to dage.